Tican lægger op til ændringer i andelsvirksomheden

Pressmeddelande Tican 060403

For at sikre Ticans fortsatte udvikling i den internationale konkurrence lægger bestyrelsen og direktionen op til at modernisere virksomhedsformen. Planen er at bringe andelsselskabet på højde med fremtidens krav – bl.a. ved at tilføre eksterne bestyrelsesmedlemmer, ændre repræsentantskabet og indføre en generel selskabsstyring i overensstemmelse med anbefalingerne om Corporate Governance. Samtidig vil bestyrelsen og direktionen samle Ticans kødforædlingsvirksomheder i ét aktieselskab, der åbner yderligere for professionel ledelse og internationale partnerskaber.

At være en dygtig svineproducent gør ikke automatisk én til ekspert i fødevareforædling og international virksomhedsledelse. Derfor har slagterivirksomheden Tican siden midten af januar arbejdet med en politisk strategiproces, der sætter rammerne for virksomhedens udvikling i de kommende år. Indstillingen vil blive forelagt andelshaverne til generel drøftelse på et møde den 2. maj. Den endelige beslutning vil blive taget under generalforsamlingen den 1. december 2006.

Et af hovedelementerne har været, hvordan man som andelsselskab bedst er i stand til at håndtere udfordringerne omkring globaliseringen og den internationale konkurrence inden for fødevareindustrien.

- Andelsselsskabet har fortsat en berettigelse som kerneforretning, hvis man tilpasser ledelsesformen til fremtiden i det 21. århundrede. Men Ticans forædlingsdel er derimod bedst tjent med en professionel aktieselskabsform, der fremover tillader medejerskab for investorer og partnere med relevant international know-how, siger Jens Jørgen Henriksen, bestyrelsesformand i Tican.

At modernisere selskabsformen vil give adgang til nye kompetencer og nye tilgangsvinkler til dét at drive en international fødevarevirksomhed.

- Ejerkredsen i Tican a.m.b.a. består af dygtige landmænd i Nordjylland. Men vi ved ikke alt om fødevareforædling og international koncernstyring. Det er der brug for i dag. Derfor ønsker vi, i den nye ledelsesform, blandt andet at åbne for eksterne bestyrelsesmedlemmer, siger Jens Jørgen Henriksen.

Fremtidens ledelsessystem i både a.m.b.a. og A/S vil blive etableret i overensstemmelse med anbefalingerne for god selskabsstyring (corporate governance), herunder professionel risikostyring og gennemførelse af systematisk bestyrelsesevaluering.

I den kommende tid vil fem arbejdsgrupper bestående af personer fra bestyrelsen og direktionen omsætte de overordnede konklusioner til konkrete modeller, som Ticans ejere får lejlighed til at drøfte på andelshavermødet.

Herefter kan de formelle beslutninger tages i ejerkredsen, som gør, at Tican fra slutningen af året er klar til det næste spring i udviklingen som international fødevarekoncern.