Mindst 180 godkendte nyheder bliver vist på Agromek 2007
Pressmeddelande Agromek 061106

Mange markante nyheder vil præge danske landmænds og fabrikanters fælles udstilling i Herning i januar 2007
Landmænd og alle andre interesserede vil igen i januar kunne studere nye opfindelser og nyheder i maskiner og øvrig teknologi, når de besøger Agromek i Herning i dagene 15. - 20. januar.
Omkring 180 nyheder blev i sidste uge af oktober godkendt til Agromek 2007 ved nyhedsudvalgets første gennemgang af de 218 produkter, der var tilmeldt til bedømmelsen.
Der blev godkendt 36 tostjernede og 21 trestjernede nyheder. De to eller tre stjerner kendetegner, at der enten er tale om en væsentlig ny eller en helt ny teknologi eller sammensætning.
Antallet af nyheder når dermed næsten op på de godt 200 nyheder, der er blevet vist på udstillingen hvert år gennem en årrække.
Bedømmelsen af nyheder til Agromek 2007 er fortsat i gang. Udstillere har netop fået en melding om udvalgets bedømmelse af deres produkter. Den enkelte udstiller har nu mulighed for at kræve en revurdering, hvis vedkommende ikke mener, at udvalgets bedømmelse er korrekt.
Revurderingen foregår den 15. november, og den første offentliggørelse af bedømmelsens resultater sker den 21. november.
I alt 1.155 godkendte nyheder er vist på Agromek i de seneste fem år - 2002-2006. Heraf var de 148 trestjernede og 214 tostjernede nyheder. Resten var enstjernede - det vil sige, at produktet er nyt for udstilleren.
Godkendte nyheder på Agromek bliver beskrevet på dansk, engelsk, tysk og fransk, og nyhederne får tildelt hver sit nyhedsskilt, så det er nemt for de besøgende at finde frem til de nyheder, der kan komme til at præge landbrugets udvikling i de kommende år.