Farm AirClean renseenhed kan leveres færdigsamlet og indeholder biofiltre og vand, som fjerner lugt, ammoniak og støv fra stalden.
Farm AirClean renseenheder tager lugten
Pressemeddelelse Skov 061114

Med modulopbyggede renseenheder bliver det lettere at installere biologisk luftrensning i svinestalden
Det skal være let for en svineproducent at få installeret biologisk luftrensning.
Det er tanken bag den nye modulopbyggede renseenhed, som SKOV præsenterer på Euro-Tier 2006.
Renseenheden indeholder biofiltre og vand, som fjerner lugt, ammoniak og støv fra staldluften. Det er en samlet, præfabrikeret enhed, hvor der kun mangler at blive tilsluttet el, vand, afløb samt tilkobling med ventilationsanlægget. Desuden er hver enhed forsynet med egen vandtank.
Renseenhederne leveres med en kapacitet fra 10.000 til 40.000 m3 luft i timen. Eksempelvis kan BIO 3U rense 30.000 m3/luft i timen, hvilket under danske forhold svarer til ca. 300 slagtesvinepladser, da der her beregnes ca. 100 m3 luft i timen pr. gris.
Til alle staldløsninger
- Uanset hvilken staldløsning, der anvendes, kan Farm AirClean-renseenheden anvendes. Den kan placeres i et separat hus ved siden af stalden, på loftet eller i selve stalden, siger mikrobiolog Lise Bonne Guldberg, SKOV A/S.
Skal enheden placeres på loftrummet, kan samlingen foregå på stedet, så der ikke skal fjernes store mængder tagplader under montagen.
Modulløsningen er desuden så fleksibel, at den kan tilpasses den ventilation, der ellers anvendes, uanset om der er væg- eller gulvudsug, eller der er en central kanal, hvor luften for hele stalden samles.
SKOV har gennem de seneste tre - fire år leveret en række anlæg til biologisk luftrensning, som er det eneste kendte princip, der fjerner både lugt og ammoniak. Er det således et krav, at lugten skal reduceres, er den biologiske luftrensning derfor den eneste løsning.
- Med modulløsningen er etableringsomkostningerne for biologisk luftrensning reduceret væsentligt, så det bliver billigere for svineproducenter at få renset luften for lugt, siger Lise Bonne Guldberg.
Automatisk rengøring
- Samtidig er renseenhederne med rengøring, så begge filtre i anlægget automatisk bliver rengjort. Dermed er den daglige vedligeholdelse reduceret væsentligt, så der stort set ikke skal bruges tid på manuel rengøring længere, fortsætter Lise Bonne Guldberg.
Renseenheden, der består af et plastmateriale i bunden og af sandwichplader i siderne, er 2,3 meter dyb. Hvert modul er 1,8 meter langt, således at et BIO 3U der indeholder tre moduler er 5,4 meter langt.