Danish Crown kommer trimmet ud af 2005/2006
Pressmeddelande Danish Crown 061115

Et stærkt fokus på kerneforretningen betyder, at det er et trimmet og dermed styrket Danish Crown, der afslutter regnskabsåret 2005/2006.
Øget fokus på de forretningsområder, der udgør kernen i Danish Crowns virksomhed er et led i en langsigtet strategi, og det betyder blandt andet, at Danish Crown i løbet af året har solgt en række virksomheder fra.

- Vi har gennemført nogle mærkbare omkostningsbesparelser i det forløbne år, og vi ser tydelige tegn på, at vores strategiske fokus på kerneforretningen styrker virksomheden, siger administrerende direktør Kjeld Johannesen, som peger på, at Danish Crown samtidig har reduceret låntagningen med 1,3 mia. kr.

Koncernen lander på en uændret omsætning på 48,5 mia. kr. – på trods af frasalg af en række datterselskaber. Frasalget af virksomheder har bidraget til den øgede konsolidering, og restbetalingen er fastsat på baggrund af det driftsmæssige resultat til 65 øre/kg for svin, 65 øre/kg for søer og 90 øre/kg for kreaturer.

- Den uændrede omsætning er et udtryk for, at omsætningen i kerneforretningen har været stigende, når man trækker omsætningen i de frasolgte virksomheder fra. Det er samtidig et udtryk for, at vi står stærkt – og at vi er klar til at møde de udfordringer, som strategien frem mod år 2010 peger på, siger formanden for bestyrelsen i Danish Crown, gårdejer Niels Mikkelsen.

Sommerens store efterspørgsel i blandt andet Tyskland har givet anledning til debat om Danish Crows konkurrencedygtighed i forhold til den tyske notering, men siden regnskabsårets afslutning har forskellen mellem den danske og den tyske notering været udlignet.

- Det har været et år med store engangsomkostninger i forbindelse med de strukturtilpasninger, vi har gennemført. Samtidig har vi i løbet af året haft omkostninger forbundet med indkøringen af slagteriet i Horsens – ligesom vi først fra og med indeværende år afholder de løbende renter og afskrivninger på den store investering, siger Kjeld Johannesen.