Agromeks ordförande Perter Hansen
Åbningen af Agromek 2007 16 januar 2007
Pressmeddelande Agromek 070116

Tale af formanden for Agromeks udstillingskomitè, adm. direktør Peter Hans
Minister, mine damer og herrer!

Som formand for Agromek er det mig en meget stor glæde at byde jer alle et hjerteligt velkommen til Agromek 2007

Velkommen til vore særligt indbudte gæster - herunder de mange repræsentanter for pressen.

Velkommen til landmænd, maskinhandlere og alle andre besøgende fra Danmark og mange andre lande. Den inspiration og det grundlag for beslutninger, som I kan hente her på udstillingen, er afgørende for den videre udvikling af landbruget.

Velkommen til vore udstillere og medarbejderne på standene. Jeg véd, at vi alle får en meget travl uge, som forhåbentligt vil give rigeligt med arbejde til resten af året.

En særlig velkomst retter jeg til miljøminister Connie Hedegaard, som har lovet at åbne udstillingen.

Tak for dit tilsagn. Vi glæder os til at høre din tale. Og jeg glæder mig meget til at vise dig vores flotte udstilling og nogle af de seneste års mange nyheder, som er udviklet til at reducere lugt og ammoniakudslip fra store stalde og til at sikre en bedre og mere renlig udbringning af gylle.

Resultater for alle involverede

Nyhederne kommer jeg tilbage til om et øjeblik. Men først nogle ord om Agromek og om udstillinger i Danmark.

Agromek er i år nummer 33 i rækken af årlige Agromek-udstillinger her i Herning.

Agromeks historie er en succeshistorie, der viser, at fusion og samarbejde kan give både styrke og fremragende resultater for alle involverede parter.

Landmænd og andre besøgende plus vore udstillere - og hele det danske samfund ikke at forglemme - har alle gavn af Agromek.

Flere end 1.300 fabrikater af maskiner og andre produkter til landbrug ses hos vore 562 udstillere her på Agromek 2007. Vi byder således på et meget stort sortiment, hvor landmænd kan se og sammenligne de forskellige fabrikater, af maskiner og øvrige produkter.

Det er et meget bredt sortiment, der dækker langt de fleste typer af maskiner og produkter til markbrug, kvægbrug, svineproduktion, fjerkræproduktion og andre produktioner på såvel økologiske som konventionelt drevne landbrug.

14 haller er i år fyldt med maskiner, redskaber og andre produkter og vi bruger i alt 86.000 kvadratmeter her i Messecenter Herning. Det er 3.500 kvadratmeter mere end i fjor.

Flere end 10.000 udenlandske gæster fra omkring 70 lande har besøgt Agromek hvert år siden 1993. Agromek er således en meget betydelig eksportme
Gennem 20 år fra 1986 til 2005 har besøgstallet for danskere på Agromek ligget konstant omkring 70.000, selv om antallet af heltidslandbrug i samme periode er mere end halveret til færre end 20.000.

Det understreger, at Agromek har uvurderlig betydning for danske landmænd og for fabrikanter og andre leverandører til landbruget.

Én fælles udstilling

Den første Agromek i 1975 havde 159 udstillere. Den udstilling var resultat af to års forhandlinger mellem de to fabrikantforeninger.

De to foreninger fik deres medlemmer til at trække på samme hammel om én fælles udstilling, der skulle afløse de to udstillinger i København og Herning.

Medlemmerne af de to foreninger var dels nogle veletablerede firmaer med betydelig eksport, og dels en række unge firmaer, som primært producerede til danske landmænd.

De havde håb og de havde en vision om at styrke deres eksport – og det var godt 30 år før globalisering blev sat på dagsordenen i Danmark.

Se den lille historie er grundlaget for den succes, som Agromek blev i løbet af få år, hvor vi hurtigt fik Landboforeningerne med som arrangør.

Den bedst mulige udstilling
i landbrugslandet Danmark

I dag står vi i samme situation som i begyndelsen af 1970erne.

Der er brug for, at alle involverede igen bliver enige om ét fælles mål nemlig det fælles mål fortsat at gennemføre den bedst mulige udstilling i landbrugslandet Danmark – for vore besøgende fra ind- og udland – og for os udstillere.

Vi skal alle kæmpe for, at udstillingen er en succes, så længe vi er enige om at gennemføre en så stor og flot landbrugs- og eksportudstilling i Danmark.

Jeg siger dette som en optakt til, at vi i de kommende måneder skal gennemdrøfte Agromeks fremtid med fabrikantforeningens medlemmer og med øvrige udstillere på Agromek.

For to år siden vedtog vi, at man kan udstille på Agromek hvert andet år, med en garanti for, at man er sikret plads hvert andet år. Det skete efter ønske fra en række udstillere af markgående maskiner, som sprang over Agromek i fjor og er tilbage på udstillingen i år.

Efter, at vi havde givet hvert-andet-års-garantien blev det i slutningen af 2004 klart, at tidspunktet her i januar ikke længere er optimalt for udstillere af markgående materiel.

Nogle har derfor forladt Agromek for at udstille andet sted. Andre er i denne uge på Agromek to måneder efter, at de sidst udstillede på dansk grund.
Samtidig er der stadig flere danske landmænd, som er stærkt utilfredse med, at de skal bruge tid på to danske maskinudstillinger, når alle fabrikater på markedet burde kunne ses samlet på et sted.

Agromeks formandskab har taget initiativ
og vil i nærmeste fremtid skitsere fremtiden

Som arrangører kan vi naturligvis ikke passivt se på, at en del af vores udstillere falder fra, og at danske landmænd i stigende grad er utilfredse med strukturen for udstillinger her i landet.

Agromeks ejere - det vil sige danske landmænd og danske landbrugsmaskinfabrikanter - kan jo heller ikke forsvare en udstillingsstruktur, der er uhensigtsmæssig og for kostbar for begge parter.

Derfor har Agromeks formandskab taget initiativ til, at vi nu søger at blive enige om, hvordan
og hvornår vi skal gennemføre landbrugsmaskinudstillinger i Danmark.

Jeg kan ikke sige mere herom, før vi om kort tid kan fremlægge en skitse til kommende udstillinger.

Når vores skitse er klar, vil fabrikantforeningens medlemmer og øvrige udstillere på Agromek blive inddraget i de videre drøftelser om vores fælles fremtid. Alle argumenter og ideer skal vendes.

Så hurtigt som muligt skal vi være enige om konceptet for de kommende års udstillinger.

Og så er der i øvrigt Agromek igen i januar 2008.

Enorm udvikling af ny teknologi til landbruget

Den teknologiske udvikling af stadig større og mere effektive maskiner, redskaber og inventar er en væsentlig forudsætning for koncentrationen i landbruget, hvor der bliver stadig færre, men større og mere effektive bedrifter.

Det er en udvikling, der sikrer forbrugerne billige fødevarer i høj kvalitet samt eksportindtægter til Danmark på 100 milliarder kroner om året.

Agromek er en klar dokumentation for, at der sker en enorm udvikling af ny teknologi til brug i landbruget. Her kan man blot studere vore nyhedslister.

Agromeks nyhedsudvalg har i de seneste 15 år godkendt i alt 3.277 nyheder. Heraf har 855 fået to eller tre stjerner som udtryk for, at produktet rummer en væsentlig eller helt ny konstruktion eller sammensætning.

Til Agromek i år har udvalget godkendt 184 nyheder, hvoraf de 27 er trestjernede og 36 er tostjernede. Nyhedsskilte viser jer, hvor nyhederne findes på de forskellige stande, og I kan læse mere om de godkendte nyheder i nyhedslisten og i pressematerialet.

Tre udstillere blev tidligere i dag hædret med hver sin Agromekpris for de nyheder til henholdsvis markbrug, kvægbrug og svineproduktion, som skønnes at kunne få størst praktisk betydning for landmænd eller landbruget som helhed.

Vinderne af årets Agromek-priser er:

Harsø Maskiner A/S for den 12 meter brede bugserede gyllenedfælder, der let kan kobles til og fra gyllevognen, så man minimerer tung transport samt griseri på vejene.Danish Genetics A/S for Danish Genetics Hoof-Mattress, der er en måtte til påføring af klovbehandlingsmidler.

Turbovent for TLV –Turbovent luftvasker, der kan reducere problemer med lugt, ammoniak og støv.

Da luftvaskeren desuden bliver udstillet af Hylleberg A/S, der forhandler anlægget til brug i kartoffellagre og løgcentraler, er dette firma også modtager af denne Agromekpris.

Hver prisvinder blev i går udpeget af tre landmænd, som i løbet af dagen vurderede de tre-stjernede og to-stjernede nyheder, som var kandidater til priserne.

Priserne er således resultat af landmænds praktiske vurdering oven i den teknologiske bedømmelse og klassificering, som Agromeks nyhedsudvalg foretog i efteråret.

Får kunderne en god betjening hos den enkelte udstiller, og er standen flot og tiltrækkende. De spørgsmål havde vi andre landmænd til at vurdere i går. De bedømte alle stande på Agromek 2007, og de nåede frem til følgende tre udstillere skal hædres med årets præmier for de bedste stande:

JF-Stoll

Nykredit - Landbrugsafdelingen

Gråkjær A/S

Præmierne for de bedste stande blev uddelt umiddelbart efter Agromek-priserne.

Resultater af 20 års målrettet indsats

Miljø og dansk landbrug har i høj grad været i fokus i den politiske debat, siden de døde hummere fra Kattegat blev vist på TV for 20 år siden.

Danske landmænd har modtaget mange gnubbede ord om landbrug og miljø siden midten af 1980erne.

Men dansk landbrug kan til gengæld vise fornemme resultater af den indsats, som den enkelte landmand og erhvervet som helhed har ydet for at forbedre miljøforholdene.

Danske landmænd, forskere, rådgivere og fabrikanter har år for år siden 1985 arbejdet ihærdigt på at opnå en stadig bedre udnyttelse af næringsstoffer og øvrige produktionsmidler.

Først blev der investeret milliardbeløb i gylletanke. Dermed blev det sikret, at gylle kun bliver udbragt på de tidspunkter af året, hvor næringsstofferne kan blive udnyttet af planterne.

Derpå fulgte udviklingen af udstyr til mere præcis dosering af gylle og fast staldgødning. Den udvikling fortsætter. En række betydelige nyheder til udbringning og nedfældning af gylle bliver i denne uge præsenteret her på Agromek.

Gødningsspredere og marksprøjter bliver ligeledes forbedrede år efter år, så handelsgødning og planteværn kan spredes endnu mere nøjagtigt.

Gennem årene har vi også set mange Agromek-nyheder, der har til formål at reducere ammoniakfordampning og lugt fra stalde.

Vi vil også i årene frem over se, at alle involverede fortsætter den kæmpe indsats for at opnå endnu bedre løsninger til at minimere lugt og ammoniakfordampning fra husdyrbruget og til at sikre en endnu bedre fordeling og udnyttelse af næringsstoffer i både foder og gødning – såvel gylle som staldgødning og handelsgødning.

Jeg véd, at miljøministeren ser store muligheder og har store forventninger til den udvikling.

Det er meget glædeligt.

Jeg skal blot bede om, at vi - landmænd og fabrikanter – får den fornødne tid til at videreføre denne udvikling, så vi finder nye løsninger, der kan fungere godt og sikkert – og til priser, der ikke ødelægger konkurrenceevnen for dansk landbrug.

Det her er nemlig et område, hvor det tager tid – og det vil sige år eller årtier – at nå de helt rigtige resultater.

Vi har ikke brug for, at offentligheden nok engang får indtryk af, at alle landbrugets miljøproblemer kan løses lynhurtigt.

Jeg håber, at vi kan undgå en gentagelse af fortidens meldinger om, at landbruget kunne løse problemerne med vandmiljøet – næsten som at dreje på en vandhane – selv om man godt vidste, at det tager årtier at løse sådanne meget komplekse problemer.

Jeg håber også, at vores regering gør en helt ekstraordinær indsats for at danske særregler for miljø og dyrevelfærd også vinder indpas i EU og i resten af verden.

Harmonisering af reglerne på disse områder er jo en klar forudsætning for, at det danske forspring i teknologi og management for miljø og dyrevelfærd får interesse i andre lande.

Men harmonisering af reglerne er også nødvendig for at bringe dansk landbrug længere væk fra den dybe afgrund af manglende konkurrenceevne, som særreglerne i værste fald kan kaste os ned i.

Vi kun være stolte over det
I kan se her på Agromek

Nu kan vi se resultater af 20 års målrettet indsats i dansk landbrug for et bedre miljø.

Alle involverede knokler videre for at nå endnu bedre resultater.

I hele landbrugssektoren kan vi kun være stolte over det, I kan se her på Agromek. Det er nemlig resultater af en unik udvikling, som rækker fremad. En udvikling, der også rummer mange bud til landbrug i andre lande - verden over.

Jeg vil anbefale alle at se, nyde og bruge Agromek intensivt i denne uge.

Det er fremtidens landbrug, I ser her på Agromek 2007.

Velkommen til Agromek 2007.