Dansk Vilomix vokser i Skandinavien
Pressmeddelande Dansk Vilomix A/S 070219

Kort tid efter at Dansk Vilomix A/S sammen med DLA Agro gruppen har styrket sin position via opkøb af kornvirksomheder i Baltikum, er det nu Skandinavien, der kommer i fokus i virksomhedens vækststrategi. Denne gang gennem opkøb af den Svenske foderkoncern Kvarnbyfoder Holding AB, der har salgsaktiviteter og produktionsanlæg i Sverige, Norge og Finland.

For Vilomix betyder opkøbet af Kvarnbyfoder-gruppen, at virksomhedens kerneforretning af premix, koncentrater og pakkevarer får fodfæste i hele Skandinavien, og at man nu også kommer til at eje produktionsanlæg uden for Danmark.

-Det har vi ikke gjort hidtil, men det er selvfølgelig en fordel, når vi også ønsker at vokse på og konsolidere vores virksomhed på det skandinaviske marked. Endvidere får vi mulighed for at servicere og tilbyde medlemmerne i DLA Agro gruppen i Norge, Sverige og Finland de samme produkter som vi med stor succes de sidste år har solgt til gruppens stærke aktionærkreds af foderstoffabrikker på det danske og svenske marked.

-Vi vil endvidere gerne være med til at udbrede hjemmeblanderkonceptet til hele Skandinavien og spare landmanden for unødige omkostninger og transportudgifter. I Danmark er strukturudviklingen langt foran det øvrige Skandinavien, og netop det forhold har været grundlaget for vores succes på det danske marked, hvor vi fra starten er gået efter de lidt større landbrug, der har størst fordel af at blande foderet selv.

-De nye aktiviteter cementerer vores platform, og understøtter helt klart DLA Agro gruppens fortsatte ønske om i stigende grad at internationalisere gruppen. Vi forventer med de nyerhvervede aktiviteter i Norge, Sverige og Finland at Vilomix gruppen i 2007 når en rekordomsætning op imod DKK 800 mill. siger adm. direktør Peter Iversen.

Vilomix Holding A/S overtog pr. d. 1/2 2007 ejerskabet af Kvarnbyfoder Holding AB, der er en af Sveriges ældste foderstofvirksomheder. Virksomheden blev grundlagt i 1928 og er specialiseret i tilskudsfoder og premix til svin, kvæg og heste med en samlet omsætning i 2006 på 175 mio. svenske kroner. Hovedfabrikken i Kvarnbyfoder AB ligger i Staffanstorp uden for Malmø, mens der er to mindre produktions- anlæg i Ystad og Simrishamn.

Desuden er der fabrikker i Norge (Hønefoss) og Finland (Vasa).